Rastløshed [R]

[Orvar Jernnæve]

Silvya Hæler

Nålen blev klodset mast gennem stoffet endnu engang, før Orvar lige så forsigtigt hev og… Han brummede utilfreds, da han endnu en gang stak sig i fingeren. Selvom det ikke gjorde ondt, var det meget værre. Det var frustrerende. Med en mere vild bevægelse tvang han nålen igennem endnu engang og…

Med et brøl kastede han skjorten fra sig. Hvad var det også for noget tåbeligt kvindearbejde, han havde sat sig til med sine store fingre? Han kom op fra sin plads på stolen i Silvyas køkken og traskede rastløst rundt på den begrænsede plads. Han havde efterhånden været for længe i Corus uden at opnå noget og han savnede sit liv i Scanra.

[Silvya Hæler]

Silvya var i gang med at lukke butikken, da en lyd nåede hendes ører. Orvar. Og så en masse trampen deroppe. Hun havde ikke undgået at lægge mærke til hans rastløshed. Hun rystede på hovedet af ham, mens hun gjorde sig færdig. Det havde varemæssigt været en ganske langsom dag, men i det mindste havde hun andet at byde Orvar i aften.

Hun låste, slukkede for lysene, og gik ovenpå. Her trådte hun direkte ind i køkkenet og så, hvad det var, Orvar havde opgivet. "Hvorfor lader du ikke mig om de her kvindeting?" Spurgte hun, inden hun kastede et blik på ham. "Jeg har nyheder."

[Orvar Jernnæve]

Det var ikke længe, han fik lov at trave hvileløst rundt i fred, før Silvya trådte ind og lagde sin underlige ro over ham. Han fandt tilbage til bordet og sank tungt ned på stolen igen, skubbede den hullede skjorte over bordet til hende. Han var bestemt ikke tilfreds med situationen, det var ganske nemt at se. Til gengæld var der nysgerrighed i hans blik og hans rynkede på de tætte bryn. ”Fortæl.” Nu hvor hun havde tænkt sig at lappe skjorten, kunne han måske godt komme i lidt bedre humør.

[Silvya Hæler]

Hun smilede skævt til ham, da han skubbede skjorten over til hende. Hun satte sig ned ved bordet og tog skjorten op i hånden, hvorefter hun begyndte at lappe det hul, som han selv havde forsøgt sig med. "Vitors bekendtskaber er begyndt at sprede sig. To af dem er allerede ude af Corus," fortalte hun, mens hun omhyggeligt sørgede for at bruge små sting, så han ikke ville kunne mærke det, når han brugte skjorten. "Og der går rygter om, at han har fået et nyt kvindebekendtskab," hun så på hullet, og vurderede, hvordan resten skulle sys. "Jeg mener, at hun er en Doi-kvinde. Men rygter er rygter, og kan nemt misforstås."

[Orvar Jernnæve]

Egentlig havde han tænkt sig bare at sidde og betragte Silvyas træk i tavshed et øjeblik, men da Vitors navn blev nævnt, spidsede han ører. Hans blik hvilede på hendes slanke fingre, der behændigt fik sat ind på at lappe hullet. Hvis hans slæng var på vej videre, kunne det være Vitor ikke ville være langt efter og det ville betyde, at Orvar også snart måtte forlade Nedre By. ”Bliver han?” spurgte han og hævede endelig blikket til hendes øjne. Alvoren stod skrevet i det isblå, der var så lig hans brødres.

[Silvya Hæler]

Hun løftede blikket op fra skjorten, og havde rynket panden ganske let, mens hun tænkte over hans svar. Så nikkede hun. "Han er for vigtig. Farkas ville være på røven, hvis Vitor forlod Corus. Han er hans bedste spion," fortalte hun, og lod igen blikket glide ned til hullet. "Han skylder vist nok Farkas sit liv, eller sådan noget. Men ingen ved rigtig, hvordan de lærte hinanden at kende. Eller, hvor Vitor i virkeligheden er fra. Kun at han uden tvivl er fra Scanra," det kunne man jo tydeligt se på manden.

[Orvar Jernnæve]

Det var rart, hvor meget Silvya kommunikerede med sit ansigt. Selvom han ikke vidste afsindigt meget om hende, var det ganske let at se hendes sindelag. I hvert fald, når hun var sammen med ham. Han brummede i utilfredshed over, hvor lidt information der var, men samtidig måtte han også se sig stolt over sin bror. Han havde ikke været dum. ”Ved du, hvor han bor?” spurgte han og havde ikke set væk fra hendes ansigt en eneste gang, mens hun havde talt. Endelig skete der bare en lille smule.

[Silvya Hæler]

Hun lagde skjorten i skødet, da Orvar spurgte hende, om hun vidste, hvor manden boede. "Naturligvis," sagde hun med et skævt smil om læberne. "Jeg ville ikke forsøge at finde ud af dette her, uden at få noget konkret viden om ham," sagde hun, og fortalte ham, hvor Vitor boede. "Øverst oppe. Så han kan se alt, hvad der foregår på gaden, uden at folk kan se ham," hun lod igen sit blik glide ned på skjorten, hvor hun færdiggjorde sit arbejde. Hun fiksede tråden, og rakte skjorten over til ham.

[Orvar Jernnæve]

Han smilede, da hun viste sig at have været mere end bare en smule nyttig. Igen. Han kunne kysse hende, så det gjorde han. Uden et ord rejste han sig fra sin plads, slap sit tag i skjorten og tog i stedet et fast tag om hendes liv og nakke, før han trak hende ind til et hårdt, insisterende kys. Adrenalinen skød ud i ham, mens sejren allerede lod til at være nært forestående. Nu vidste han, hvor Vitor boede. Når først man havde fundet sin bytte, var det bare om at jagte det. Hans læber bevægede sig krævende mod hendes, før han slap hende igen.

[Silvya Hæler]

Hun så overrasket på ham, da han pludselig rejste sig op. Hun lod ham trække sig ind til hans krop. Den var så stor imod hendes spinkle krop. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse. Hun sukkede ind mod hans læber, og nærmest smeltede mellem hans hænder. Når Orvar kyssede hende på denne måde, glemte hun alt omkring dem, og hun trykkede sig ind mod hans krop, indtil han slap hende. Hun smilede. "Når du finder ham, hvad vil du så gøre bagefter?" Spurgte hun. Hun kendte stadigvæk ikke til relationen mellem dem, og så længe Orvar ikke ville fortælle hende det, interesserede det hende ikke.

[Orvar Jernnæve]

Overraskelsen var så perfekt i hendes ansigt og han brummede lavmælt mod hendes læber over villigheden i hendes bevægelser. Hun var så fin og skrøbelig, men samtidig så bestemt og uafhængig. Han lagde et kys i hendes pande og lagde armene om hendes liv i stedet, så ned på hende, før han så lagde ansigtet ind mod hendes hals, plantede små kys. ”Har han nogensinde gjort dig noget?” spurgte han oprigtigt, før han ville give sit svar. Det var en ting, der var begyndt at være relevant for ham nu; hendes sikkerhed og hendes ære.

[Silvya Hæler]

Hun var helt tilfreds med, at hans arme stadigvæk lå omkring hendes liv. Hun havde det godt, når hun var i hans stærke og beskyttende arme. "Nej," svarede hun, og rejste sig på tæer, for at kysse ham blidt på læberne. Hvor Orvar var rå og vild, der var hun blid og omsorgsfuld. "Så vidt jeg ved, har han aldrig gjort en kvinde fortræd," fortalte hun og skælvede, da han plantede kys på hendes hals. Han kendte hendes krop så godt efterhånden, at han vidste, hvordan han skulle få en reaktion fra hende.

[Orvar Jernnæve]

”Hm,” brummede han uudgrundeligt. Der vidste han bedre, men det behøvede han ikke at nævne. Det lod dig til, at det var en helt anden mand, der boede her i Corus end den Vitor, han havde kendt, men tiden forandrede mange ting. Han mærkede tydeligt, hvordan hun skælvede i hans arme og han strammede grebet lidt om hende, lagde flere, besidderiske kys mod hendes hud, afmærkede sit territorie. For hun var hans nu. Det mente han i hvert fald. ”Der kommer måske en tid, hvor jeg igen bliver nødt til at forlade Corus igen,” han tøvede og lagde flere kys mod hendes hals. ”Jeg vil have dig med.”

[Silvya Hæler]

Hun kunne ikke undgå at få hjertebanken, når han brummede sådan. Det vibrerede i hans krop og forplantede sig i hendes. Hun begyndte at klynke over hans kys, og ville gerne have, at han skulle sætte dem overalt på hendes krop. Hans første ord kom ikke bag på hende. Hun vidste, at hans tid i Corus var begrænset. Men at han ville have hende med... Sidst de havde talt om det, var de begge to blevet frustreret på hinanden. Det havde dog ordnet sig siden sidst. Og nu var der ingen tvivl i hendes stemme, da hun svarede ham. "Du får ikke lov til at rejse uden mig," hun så op og mødte hans blå øjne. Hendes egne var alvorlige. Hun mente det skam. Hun ville være hos ham.

[Orvar Jernnæve]

Han kunne ikke lade være. Selvom han så gerne ville være forsigtig med hende, strammedes hans greb ubevidst om hendes lille krop ved lydene af hendes klynk. Det tiltalte ham, at han kunne knække hende som en kvist og at hun stadig behøvede ham, ville have ham. Han rettede sig lidt op og mødte hendes blik, nikkede så ganske let og et ulvesmil bredte sig over hans læber. Med et fast greb under hendes bagdel, hev han hendes ben op omkring sine hofter og tvang hende ned over bordet. Hurtigt bukkede han sig ned over hende og lagde flere kys over hendes kraveben, som han fik revet kjolen op. Lyden af stof, der blev flænset, blandede sig med hans tunge åndedræt.